Siberian Husky er verdens hurtigste race-rene slædehund. Dens middelstore krop er godt beklædt med tæt vejrbestandig dobbeltpels og dens flydende ubesværede bevægemønster genspejler nøje afmålt balance mellem styrke, fart og udholdenhed.

Alt omhandlende denne race udspringer af begrebet ”moderat” - dette uanset om det er hundens udseende eller den hurtighed, hvormed den kompetent udfører sit arbejde som trækhund over store afstande. En Siberian Husky er aldrig tung og klodset, men heller ikke tynd eller spinkelt bygget.

Pelsfarverne varierer meget og er i princippet ubegrænsede, ligesom øjnene kan være blå, brune, amber eller forskellige endog med flere farver i samme øje.

Racen har meget veludviklede flokegenskaber og er en altid venlig, blid og villig arbejdshund samt en god ledsager for den aktive familie med smag for friluftsaktiviteter. Trods sine ellers udtalte flokinstinkter, opfordres til, at en Siberian Husky altid holdes i snor.

Beskrivelser fra tiden med Kossakkernes invasion af Sibirien mere end 100 år før de første slædehunde blev bragt til Alaska er interessante. Naturligvis findes ingen fotos fra 1600-tallet, men i historiearkiver findes beretninger om de forskellige stammer; Kamchatkaerne, Iukagierne, Koryakerne og Chukchierne. Disse folkeslag var både genetisk og substantielt forskellige og havde intet til fælles med hinanden bortset fra deres levevis og –vilkår samt naturligvis anvendelsen af hundene. De var fuldstændig afhængige af den føde, som fandtes i de egne, hvor de levede – et i øvrigt meget varierende klima.

Kamchatkaerne holdt til i den sydlige del af Kamchatka halvøen langs floden op til Beringshavet. Koryakerne levede nord og vest for Kamchatkaerne og drev renflokke langs floderne. De to folkeslag var egentlig forholdsvis tæt på hinanden, men talte vidt forskellige sprog. Det tredje og fjerde nomadefolk, Chukchierne og Iukagierne, levede langs Anadyr-floden helt ud til Chukotsk-regionen.

Kommende fra øst og vest drog kossak-stammer mod Sibirien i 1600- og 1700-tallet og det førte til voldsomme slag mellem stammerne. I tiden efter begyndte en langsom socialisering. Handel med pelse, fødevarer, våben, udstyr og dyr – herunder hunde – blev en del af hverdagen.

I sin beretning om en rejse i perioden 1735-1741 (i øvrigt foretaget på hundeslæde) skriver Stepan Petrovich Krasheninikov på vegne af en ung tysk adjunkt fra St. Petersborg, Georg Wilhelm Steller, der døde på hjemrejsen:

”Kamchatka-hundene er slet ikke så forskellige fra den type hund, som i øvrigt bruges til transport. De er halekuperede og som regel hvide, sorte, sort-plettede eller grå som ulve. De siges at være mere udholdende og kan yde meget på den knappe føde - typisk fisk”.

Videre lyder det:

”Hundene fra Kamchatka bliver brugt til at trække slæder, spændt for 2 og 2 – typisk som et hestespand. Om foråret trækker de vogne med fangst, tømmer og andre fornødenheder”

I en anden rejseberetning fra årene 1803-1807 skriver G.H. Von Langsdorff:

”Kamchatka-hundene har lang, spids snude, oprejste ører og lang hale med meget tyk pels. De minder i form, størrelse og ydre helt tydeligt om ulve. Størsteparten af hundene gør ikke, men hyler”

”De fleste større hundespand findes på post-stationerne hvor kureren kan bytte hundespand til den videre færd. Typisk går spandene 10-12 verst (russisk mil = 1,066 km) i timen i støt trav.”

”Ved Tigil traf jeg en embedsmand, som havde rejst 1500 verst på 9½ dag. Han skiftede hunde ved hver post-station”.

Af de indfødte, var Chukchierne formentlig dem, der var bedst til at bevare en ren population blandt hundene. Især i de mindre grupperinger, som levede isoleret langs kysten øst for Kolyma-floden og på nordkysten. De havde et fjendtligt omdømme blandt andre indfødte og formåede til en vis udstrækning at forblive uden indflydelse fra andre folkeslag.

Og det var fra disse områder af Sibirien og under disse betingelser, at de første dokumenterede importer af racen i begyndelsen af det 19. århundrede fandt sted.

Der blev importeret adskillige Sibiriske hunde til Nordamerika og til egnene omkring Nome på Seward-halvøen. I efteråret 1908, året før det første All Alaska Sweepstakes, ankom de første sibiriske hunde. En russisk pelshandler William Goosak medbragte ca. 10 hunde fra området ved Anadyr bugten, hvilket indikerer, at hundene var af Chukchi afstamning. Disse hunde deltog i All Alaska Sweepstakes i 1909 og sluttede på en 3. plads. Præstationen og hundene imponerede alle konkurrenterne, deriblandt Fox Maule Ramsey.

Drevet at den opståede interesse for disse stærke hunde, krydsede Ramsey i sommeren 1909 Bering Strædet sammen med en ledsager og fortsatte op langs Anadyr floden til Markovo – en distance på 250 miles - for at indkøbe hunde. Markovo lå præcist mellem Koryak-, Iukagir- og Chukchi-distrikterne mødtes og var på det tidspunkt et vigtigt knudepunkt for handel. Det nøjagtige antal hunde, Ramsey hjembragte kendes ikke, men det antages at have været omkring 50 – 60 hunde.

Ved All Alaska Sweepstakes i 1912 deltog Charles Johnson med 18 hunde, der alle kom fra Ramsey’s import.

Imidlertid viste sammenligninger af hundene på dette foto med fotos af hunde fra en senere indkøbsekspedition foretaget af Palsi i 1917-1919 til det nordlige Kamchatka provins, mange lighedspunkter og gav en begrundet formodning om, at langt den største del af hundene fra Ramsey’s ekspedition ikke var af Chukchi-oprindelse, men derimod fra Kamchatka/Koryak afstamning. Bl.a. og ikke mindst den lidt større benlængde på hundene, men også det faktum, at de fleste af hundene var halekuperede, styrker denne antagelse. Bortset fra kastrering foretog Chukchierne aldrig sådanne indgreb på hundene.

Den næste indkøbstur blev foretaget af John ”Iron Man” Johnson, der var en af Ramsey’s mushere – i øvrigt vinder af All Alaska Sweepstakes i 1910. Fra Østkysten i den isolerede Chukchi-region hjembragte han 14 hunde.

Men den første veldokumenterde import af hunde direkte fra Kamchatka fandt sted i 1914. Det var en af pionererne inden for racen, Leonhard Seppala, som var blevet involveret i sibiriske hunde året før - i 1913, der hjemtog mindst 14 hunde fra Petropavlosk. Blandt disse Kamchatka hunde var en af Seppalas første berømte lederhunde; Russky.

Seppala importere i tiden derefter adskillige flere hunde og fra alle egne af Sibirien. Han skriver på et senere tidspunkt i sine erindringer om de forskellige typer:

”Jeg konstaterede, at der fandtes varierende størrelser. De største hanhunde fik jeg hjem fra Petropavlovsk og Kamchatka – nogle op til 65 pounds. Hanhundene fra Anadyr-floden var en smule mindre ca 57 pounds, mens dem fra Kolima-floden var omkring 45 pounds”.

Mange af Seppala’s og pelshandlernes importer bestod blot af få hunde og der findes ingen reelle optegnelser eller arkiver om dem.

Den sidste og for vor tids Siberian Huskies nok mest betydningsfulde og bedst dokumenterede import fandt sted i 1930, da Peg Ricker fra Poland Springs i Maine, kompagnon til Seppala, traf aftale med en velkendt pelshandler Olaf Swenson om opkøb af 8 sibiriske hunde – et komplet arbejdsspand af Chukchi-hunde fra byen Ryrkaypiy på den sibiriske nordkyst. Prisen for de 8 hunde var 140 dollars.

Hundene ankom med skib til Seattle den 2. oktober 1930 og blev derpå med tog sendt til Peg Ricker i Maine. Desværre døde 5 hunde af leptospirose, men af de 3 overlevende, har to hanhunde Kreevanka og Tserko haft stor indflydelse på eftertidens gen-masse.

I oktober 1927 tog Leonhard Seppala 42 hunde (på det tidspunkt formentlig alle) med sydpå. Af alle disse hunde, blev det kun de 8 af dem, der dannede grundstammen for Seppala’s avlsarbejde og som kan genfindes i nutidens register for Siberian Huskies hos AKC. Blandt dem de senere så berømte lederhunde Togo og Balto, der skulle indskrive sig i historien i forbindelse med transport af livsvigtig vaccine fra Anchorage til Nome.

Af alle de importerede hanhunde var størstedelen som nævnt kastrerede, hvilket var normalt blandt de sibiriske indfødte. Nogle af de første Chukchi-hunde fra Goosak’s import var imidlertid avlsdygtige og blev parret med hunde fra andre og senere importer; blandt andet Ramsey’s, Seppala’s m.fl..

Det er gennem tiden påstået af mange, at den Siberian Husky, som vi kender i dag, nedstammer fra Chukchi-stammen. Men, med henvisning til ovenstående, er teorien ikke sikker. Det kan med lige så stor sikkerhed fremføres, at vore hunde i dag er et mix af hunde fra både Koryak-, Kamchatka-, Iukagir OG Chukchi-områderne i Sibirien.

Derimod kan det med ret stor sikkerhed bevises, at populationen af nutidens Siberian Huskies nedstammer fra de hunde, som Seppala tog med tilbage fra Nome i 1926 og 1927, nemlig Duke, Tuck, Kreevanka og Tserko.

Disse hunde og andre af Seppala’s importer fra Sibirien, dannede grundlaget for registreringen af racen i AKC (USA's Kennelklub) i 1930, i hvilket år racen Siberian Husky også blev godkendt som en amerikansk hunderace under F.C.I.

I 1968 kom den første Siberian Husky - Allerellies Candy - til Danmark. Denne hvide tæve blev importeret fra Canada af Margrethe Westring fra Skive. Fra starten var det ifølge oplysninger med tanke på at oplære hunden som politihund. Det stod dog hurtigt lysende klart, at det var helt andre egenskaber, som hunden havde. Candy blev sammen med yderligere importer fra begyndelsen af 70'erne grundstammen bag mange af de Siberian Huskies, der i dag findes i Nordeuropa, og der importeres fortsat nye hunde til at bidrage med friskt blod i avlsarbejdet.

Siberian Huskien blev og er stadig verdens hurtigste race-rene slædehund og bruges som sådan over alt, hvor den findes – både på konkurrenceplan og til turkørsel. På trods af hundens indbyggede evne og vilje til at løbe, er racen i dag også en populær familiehund og hengiven følgesvend i naturen.

(udpluk fra racekompendium af 2008 – af Henrik Søeborg)