Opdrættere i DPHK er underlagt DKK's etiske regelsæt!
DKK's etiske regler for avl
Det påhviler enhver, der udvælger en hund til opdræt, at vurdere, om avlsdyret fysisk og mentalt er egnet til avl.
Det skal tilstræbes, at der i avlen kun anvendes hunde, der kan parre sig naturligt samt føde og opfostre hvalpe på naturlig vis.
En tæve bør ikke indgå i avlen, før den er fuldt udviklet.En tæve bør maksimalt have 4-5 kuld i sin levetid - og sidste kuld i tævens 7. leveår. Efter 2 kuld bør tæven have en pause, så mindst én løbetid ikke udnyttes til parring.
Hunde med arvelige defekter må ikke anvendes i avl. Parringer, der har givet hvalpe med alvorlige defekter, bør naturligvis ikke gentages.
Parringer mellem hunde nærmere beslægtet end fætter-kusine bør undgås.
Avl, hvor enkelte hunde antalsmæssigt dominerer avlen inden for en race, bør undgås.
Så længe hvalpen er i opdrætterens varetægt, skal denne sikre hvalpene en fysisk og mentalt god opvækst, herunder en god prægning.
Opdrætteren bør give hvalpekøberne fyldestgørende oplysninger om forældredyrene og om racens egenskaber og behov.
Både opdrætter og hanhunde ejer bør følge afkommets udvikling til voksne hunde og derudfra løbende vurdere deres avlsdyr.
Bemærk venligst!
Gentagne og/eller markante tilsidesættelser af DKK’s etiske anbefalinger kan medføre begrænsninger i en hunds avlsret – evt. nedlæggelse af avlsforbud - i henhold til DKK`s stambogsføringsreglers pkt. 11